You are at:

Menu

Stacks Image 52

Tillykke! Nu er du (næsten) færdig


Et helt nyt smil


Tillykke. Du har fået bøjlerne af, dine tænder sidder flot og du har fået et helt nyt smil. Du har arbejdet hårdt for at få dette smil. Lad os sammen sikre, at det nye smil forbliver sundt, funktionelt og smukt.

Uanset om du er 18 eller 88, så kan du være med til at bevare dit smil ved jævnligt at gå til kontrol hos din tandlæge for at sikre, at dine tænder er sunde og smukke. Det er lige så vigtigt som den tandregulering, du har været igennem og investeret tid, arbejde og tålmodighed i.

Nu er du næsten færdig. Når vi siger næsten, så er det fordi dine tænder har en virkelig god hukommelse og gerne vil flytte tilbage til den plads, de kom fra. Det skal vi forhindre via den retentionsperiode, der følger din tandregulering. Derfor slipper vi dig ikke helt, men du overgår til en kontrolfase, hvor vi sikrer, at tandreguleringens resultat er stabilt.


Tænder husker godt


Nu er dine tænder rettet og sidder som de skal og det skulle de gerne blive ved med. Derfor holdes de fast af en tynd metaltråd på bagsiden af dine tænder (en retainer). Det er vigtigt, at tråden bliver ved med at sidde limet fast, og der er ting, du selv kan gøre for at sikre det:
  • 1. Hård kost, f.eks. gulerødder og flæskesvær, bides over mellem kindtænderne.
  • 2. Tyg ikke bolcher, karameller og slikkepinde.
  • 3. Glem alt om tungepiercing. Det ødelægger retaineren.

Skulle det alligevel ske, at limen løsner sig eller tråden knækker, skal du kontakte os hurtigst muligt mhp. reparation. Tænder har en god hukommelse og holdes de ikke fast på deres nye plads, vil de højst sandsynligt vandre tilbage til deres gamle. Det ville betyde, at hele din tandregulering er spildt. Hvis tråden falder af, skal du gemme den og tage den med på klinikken.

Har du fået en ganeplade eller en skinne, er det vigtigt, at du følger de anvisninger, vi har givet dig. Henvend dig straks til os, hvis noget går i stykker.


Pas på dit nye smil


Dit nye smil skal passes og bevares og det kræver en god mundhygiejne. Det er vigtigt, at du holder rent imellem tænderne og til det bruger man tandtråd.

Det kræver en helt speciel tandtråd til de tænder, som har retainer på bagsiden, nemlig SuperFloss (laves af Oral-B). Den dag du fik bøjlerne af og retaineren på, viste vi dig, hvordan du bedst bruger SuperFloss. Du kan læse mere om det på allanderry.dk

Hvis du har fået ganeplade eller en skinne, skal de også holdes rene. De børstes i lunkent vand og håndsæbe min. 2x dagligt og skylles ved alle måltider. Brug aldrig tandpasta, da det indeholder slibemiddel, som vil ødelægge plader og skinner.

Når din ganeplade eller skinne er ude af munden, er det vigtigt, at du opbevarer den forsvarligt i den udleverede æske. Plader og skinner knækker let, hvis du sætter tunge ting på dem. Erfaringen siger, at plader og skinner er en lækkerbidsken for hunde! Pas godt på din ganeplade og skinne, da du selv skal betale, hvis du skal have en ny.

Kontrol af dit nye smil


Når bøjlen er taget af, og du har fået retaineren sat på, vil vi gerne se dig til kontrol af tænder, bid og retainer - efter 2 måneder og efter 6 måneder. Herefter kan din egen tandlæge tjekke, om alt er i orden. Men skulle noget gå i stykker, og du er mest tryg ved, at vi reparerer det, er du altid velkommen til at kontakte os og få en aftale.

Brug os - spørg endelig


Har du gener pga. din retainer, så er vi ikke længere væk end en telefonopringning. Hvis du har spørgsmål eller problemer ifm. dit nye smil, så kontakt os, så vil vi gøre, hvad vi kan for at hjælpe dig.



Efter endt tandregulering


Retention
Når vi har taget din bøjle af, kommer det, vi kalder retentionsfasen. Det er en periode, hvor du kommer til kontrolbesøg her på klinikken. Ved besøgene tjekker vi din retainer og dit bid.

Retainer
En retainer er en lille tynd metaltråd, som er limet fast bag på dine tænder eller en ganeplade/skinne, som du skal bruge og som skal sikre, at dine tænder forbliver på deres nye plads.

Hvor længe skal retaineren bruges?
Som udgangspunkt anbefaler vi, at beholde tråden på bagsiden af tænderne permanent. Så er du sikker på, at tænderne ikke flytter sig og dit nye smil bevares. Hvor længe en ganeplade eller skinne skal bruges er individuelt og aftales med specialtandlægen.

Mistet eller skadet retainer
Pas godt på din retainer, uanset om det er en metaltråd, en ganeplade eller en skinne. Du skal selv betale en ny. Hvis du mister din retainer eller den er skadet, så kontakt os straks og hør, hvad du skal gøre.

 You are at: